Your language is different than Danish. Switch to English:
Gratis fragt  ·  Byt til 1.2 2017
 
Blogindlæg

Just Spotted blog

Følg med i livet omkring Just Spotted

Et smut til Sydhavnen

Der er fyldt med blikskure, katte løber frit, og på hjørnet sidder fire fiskeguttere med en øl i hånden. Jeg bliver næsten i tvivl, om vi er det rigtige sted… Nummer 53? Jo, den er god nok.

Gemt mellem blikskurene ligger Maria og Martins fotogalleri. Det er bygget i sort træ med store ruder. Indenfor er der højt til loftet og nyrenoveret. Udefra er det svært at gætte, at Sydhavnen gemmer på så indbydende et fotogalleri.

Bag ruderne tager Maria og Martin varmt imod os. Sammen har de Foto Factory.

Hvordan startede jeres interesse for fotografi?
”Vi blev slået omkuld af naturen, da vi boede i Eidenburgh i Skotland. Vi tog på ture hver weekend og tog flere og flere billeder. Og på et tidspunkt lavede vi et ’clear cut’. Og så tog vi ellers bare billeder. Vi rejste i Skotland, Wales og England,” fortæller Martin.

”Vi ville have så meget med som muligt,” fortsætter Maria. ”Så for at spare penge boede vi de sidste seks måneder i en camper - der lå vi nærmest i spænd.”

Hvordan er det at arbejde sammen som par?
”Jeg tror, vi er vant til det. Vi har altid hjulpet hinanden. Men der er nogle af vores venner, der har undret sig over, at vi ikke er blevet trætte af hinanden. På et tidspunkt arbejdede vi fra vores soveværelse, der sad vi ret meget op og ned ad hinanden.”

Adskiller jeres arbejde sig fra hinanden?
”Ja på nogle punkter gør det. På regnskabsfronten har jeg for eksempel fået lov til at lave det meste,” griner Martin. ”Men det sjove er også, at vi tit kan tage hen til de samme steder og så komme hjem med nogle helt forskellige billeder.”

Hvad er det, der fascinerer jer ved naturen?
”Vi har altid haft en passion for naturen og elsket at komme ud i naturen. Og så kan vi godt lide, at vise hvor smuk naturen er. Næste gang folk hører, at der bliver fældet en skov, tænker de måske lidt mere over det..."

Er I også faldet for naturen herude?
”Ja, det er vi. Vi har taget rigtig mange billeder herude."

Der kommer måske en Sydhavns-serie?
”Ja, det kunne tænkes. Der er mange fine, gamle fiskerbåde herude. Det er Danmarks sidste fungerende fiskerihavn... Det er en lidt sjov historie, som vi gerne vil fortælle.”

”Man kunne for eksempel tage billeder af fiskernes hverdag i løbet af året og på den måde vise deres historie og kultur. Det kunne være spændende.”

Hvad er det næste, I skal i gang med?
”Vi har rejst rigtig meget. Så der kommer snart en landskabsserie fra, da vi var i Kina. Det er nogle lidt anderledes billeder, så det bliver sjovt at vise.”


-


Vi glæder os til at se billeder fra både Kina og Sydhavnen. Mens vi venter, kan du se det Foto Factory allerede har lavet her.

Og se stemningsvideoen fra vores besøg her.


 Se flere indlæg

  Til oversigt