Your language is different than Danish. Switch to English:
Gratis fragt  ·  Byt til 1.2 2017
 
Blogindlæg

Just Spotted blog

Følg med i livet omkring Just Spotted

På besøg hos Ib Antoni


Måske kan du ikke lige placere navnet? Men vi tør vædde på, at du alligevel er stødt på Ib Antoni. Med sin enkle og farvestrålende streg har han tegnet verdenskendte plakater for Wonderful Copenhagen, Volvo, Carlsberg, Tivoli, Cirkus Schumann, Unicef og mange flere.

Alt det nåede han, selvom han kun blev 44 år. Han døde på tragisk vis i en brand i midten af København.

I dag, mere end 40 år efter hans død, formidler nevøen Anton Antoni og galleristen Mikael Hauberg hans kunst. De varetager arven efter Ib Antoni - hundredvis af skitser, rentegninger og originale plakater.

Vi mødte dem på Gothersgade, hvor de inviterede os ind i deres lille galleri og med stort engagement fortalte om Ib Antoni. Anton fortalte om mennesket Ib, mens Mikael fremhævede det gode håndværk i hans kunst.

Ib var en levemand
- Min onkel var en hygge-onkel. Han var altid sød og rar over for os børn. Men samtidig ved jeg, at han var en ildsjæl, som kunne være stædig, når han skulle have noget igennem. Og så var han jo en levemand. Han var fra Mad Men-tiden, hvor man fik lidt alkohol og en Prince til at starte dagen.

- Han kunne godt lide at feste – det er ikke nogen hemmelighed. Jeg kan huske, når han var hjemme og besøge os. Når de sad, min mor, far og ham, og måske et par venner. Der var altid en flaske på bordet, og på et tidspunkt blev det meget højlydt. Nogle gange blev der råbt og skreget. Altså diskuteret på højt plan. Og andre gange blev der grinet lystigt.

- Han kørte altid rundt i sin grønne MGB, en engelsk sportsvogn. Det, syntes vi unger, var ret sejt. Han var nok lidt smart i det… Men samtidig helt sin egen.

Han gik altid rundt med en kuglepen i lommen
- Han arbejdede meget… Hans hus var fyldt med paletter og farver.

- Han fandt inspiration i sit liv, vil jeg tro. Han havde et hav af bekendtskaber. Både kvindelige, men også en masse venner. Han var en glad mand. Det kan man også se på hans motiver.

- Han har også hentet inspiration fra vores familie, fx ved jeg, at fuglene i motivet ’Garderen med fuglereden’ symboliserer min mor, mine tre søskende og mig.

- Men jeg har ikke sådan en dybtgående historie om, hvorfor det er fuglene, han var så glad for... Måske kan man sige, at det symboliserede den frihed, som han nød så meget. Dét ikke at være bundet til noget.

- Jeg vil tro, at han altid gik rundt med en kuglepen i lommen. Hvis han var nogle steder, sad han og tegnede. Vi har også nogle skitser på servietter.

- Den enkelthed der er i motiverne, synes jeg, er fantastisk. At han med så få hjælpemidler formår at levere et budskab og en stemning. Der sker ikke alle mulige ting. Det er rent. Og på en eller anden måde også meget dansk.


En del af dansk guldalder
- I dag er der rigtig meget kunst, der skal provokere. Både religiøst og politisk og alt muligt. Men jeg synes, der er noget i det med at sende et positivt budskab. Det kan jeg godt lide.

- Jeg er jo selv en del af den tid, hvor man bruger computer til at lave kunst. Det kan være rigtig pænt og spændende. Men jeg er nok bare lidt mere old-school… Jeg har utrolig stor respekt for håndværket i Antonis plakater. Det med at tegne 100 rentegninger, før man er tilfreds.

- 1950’erne og 60’erne var en guldalder inden for dansk design – og den var han en del af.

Favoritten…
- Det bliver rigtig svært… men en af mine favoritter er en, vi slet ikke har trykt endnu. Den er fra samme serie, som ’Altid tør i Kawo regntøj.’ Og den er mindst lige så fantastisk…


Tak til Anton og Mikael for så levende at dele ud af deres kendskab til Ib Antoni.




 Se flere indlæg

  Til oversigt